FAKTA OM FORENINGEN

Vi er en gruppe danskere der støtter et børnehjem i Etiopien.

Vil du være med?

Foreningen ”Ethiopiens Børn” finansierer et børnehjem med 70 forældreløse børn. Det ligger i Mekele i Tigray i det nordlige Etiopien. Børnehjemmet er en del af projektet Human Beings Association of Brother Hood (HAB), som drives af læreren Fikre Assefa. Projekt HAB tager sig primært af forældreløse gadebørn (”destitute children”). Alene i Mekele By (ca. 200.000 indbyggere) er der 5.700 gadebørn, blandt andet som et resultat af den uhyggelige AIDS-sygdom, der også hærger Etiopien.

Foreningen ”Ethiopiens Børn” er stiftet i april 2006. Foreningen har godt 300 medlemmer.
Foreningen drives med få administrationsomkostninger og har tilknyttet et professionelt revisionsfirma. Foreningen sigter mod at få flere og helst faste medlemmer/bidragydere. Foreningen er anerkendt som en almennyttig forening, hvor støttebeløb på mindst 500 kr. kan trækkes fra i skat. (Se skatteregler på foreningens hjemmeside).

En væsentlig grund til at vi kan garantere, at pengene bliver brugt i overensstemmelse med foreningens formål er Abraham Alemayerhu. Han var oprindelig kommandørkaptajn i Den Kejserlige Etiopiske Flåde, men måtte flygte fra Etiopien til Danmark i 1977. Han er nu delvis flyttet tilbage til Etiopien. Abrahams kendskab til både dansk og etiopisk kultur er til stor gavn og glæde for foreningen. . I forbindelse med fremsendelsen af de halvårlige beløb besøger Abraham børnehjemmet og HAB for at se til driften og forholdene og tjekke, at der er overensstemmelse mellem budget og regnskab. Han sender i sammenhæng hermed rapport hjem til ”Ethiopiens Børn” om børnehjemmets trivsel og drift.
Rapporterne kan læses på hjemmesiden www.ethiopiensboern.dk

Driften af børnehjemmet koster pt. 170.000 kroner om året. Dette beløb dækker udgifter til mad, husly, tøj og uddannelse (alle børnene skal gå i skole).

Du bliver medlem ved at betale et kontingent på 100 kr. om året. Bidrag ud over medlemskab bestemmer du selv.
Du skal betale til foreningens konto i Danske Bank:
Reg.nr.: 3001
Kontonummer 3001655582
Samtidig sender du en mail info@ethiopiensboern.dk. Mailen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og cpr.nr. (hvis fradrag ønskes) og støttebeløbets størrelse.

På bestyrelsens vegne

Jens Bencke
formand

Download information til nye medlemmer her

Hvorfor Ethiopien?

Ethiopien ligger i det nordøstlige Afrika lidt nord for Ækvator og er et af verdens allerfattigste lande med omkring 70 millioner indbyggere – mange børn og unge. Ethiopien kan ikke brødføde sig selv og halvdelen af befolkningen sulter mere eller mindre. Ethiopien er tilsyneladende et lidt overset land. Det har aldrig været rigtigt koloniseret og har derfor ikke særlig tilknytning til nogen rige og stærke lande eller en tidligere kolonimagt. Ingen føler en særlig forpligtelse til at hjælpe landet. Norge, Sverige og England har de senere år hjulpet en del i Ethiopien, mens Danmark har spillet en beskeden rolle. Tidligere var Sovjetunionen og østlandene store bidragydere. Vi opfordrer bidragsydere og medlemmer at besøge projektet i Makelle, så de ved selvsyn kan se, at pengene bruges efter hensigten. Desuden er det godt for Ethiopien med mere turisme og det er et meget interessant land at besøge. Du kan få mere at vide om Ethiopien, Tigray og Mekele på nogle links: http://www.topix.net/et/mekele eller http://www.selamta.net/Mekelle.htm eller http://en.wikipedia.org/wiki/Mek'ele eller http://inet.uni2.dk/home/ivar/02tigray2.htm

Hvad er "Ethiopiens Børn"?

Foreningen Ethiopiens Børn blev stiftet i marts 2006. Baggrunden var at Henning Hansen og Lissi Hejberg  i 2005 besøgte Ethiopien og oplevede den udbredte fattigdom og de svære vilkår, som størstedelen af befolkningen lever under. Efter hjemkomsten til Danmark besluttede Lissi Hejberg og Henning Hansen at stifte en forening, der kan finansiere en støtte til de dårligst stillede i landet. Foreningen har en bestyrelse på 5 personer og på nuværende tidspunkt ca. 200 medlemmer.  Et professionelt revisionsfirma er tilknyttet.

Ethiopiens Børn har et godt netværk

Foreningen Ethiopiens Børn har et netværk bestående af Abraham Alemayehu og hans venner, i såvel Ethiopien som i Danmark. En del af disse har tilknytning til Danmark, fx fordi de har fået deres uddannelse her. Mange af dem kender Danmark godt og lægger vægt på god organisation og effektivitet. De har ambitioner om at skabe god udvikling i Ethiopien og er et meget stærkt aktiv i indsatsen. Der er også kontakt med provinsmyndighederne i Tigray i Ethiopien, og de er inddraget i kontrakten om finansiering af børnehjemmet.